Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Tilbud om børnegrupper

På Hejnsvig Skole er det vigtigt for os, at børn trives og har det godt, og vi ønsker at være en aktiv medspiller i deres hverdag og udvikling.

Skilsmisser er en af de udfordringer, som mange familier møder i dag – en tredjedel af alle børn i Danmark oplever, inden de er fyldt 18 år, at deres mor og far går fra hinanden. For mange børn og unge er familiebruddet forbundet med sorg og mange tanker. Uanset om skilsmissen har været skånsom eller konfliktfyldt, så viser erfaringer, at børnene tumler med spørgsmål, som de kan have rigtig god glæde af at få delt med andre i et trygt og neutralt rum.

Dette ønsker vi at forholde os konstruktivt til her på skolen. En af skolens medarbej-dere har derfor gennemført en børnegruppeleder-uddannelse afholdt af Center for Familieudvikling i Århus.

På Hejnsvig Skole tilbyder vi børn med skilte forældre at deltage i en samtalegruppe, hvor børnene får mulighed for at dele deres tanker og følelser omkring bruddet - med jævnaldrende i samme situation.

Samtalegruppen vil blive afholdt i kendte rammer på skolen. Børnene får mulighed for at byde ind med deres historie og tanker, når de oplever, at det er relevant for dem. Der er tavshedspligt i gruppen, hvilket betyder, at børnegruppelederen ikke fortæller personlige oplysninger videre til andre – hverken skoleleder eller forældre.

Samtalegrupperne er tænkt som et forebyggende tilbud. Der er ikke tale om terapi, men vi ønsker at give børnene mulighed for at sætte deres livssituation ind i et større perspektiv og give dem konkrete redskaber til at tackle de følelser og tanker, som de går og tumler med. Erfaringer viser, at børn lærer meget af at spejle sig i jævnald-rende og udveksle erfaringer i børnehøjde. At møde andre, der har oplevet noget lignende, kan bidrage til, at børnene ikke føler sig ’alene’, ’forkerte’ eller ’unormale’.

Fakta om deltagelse i samtalegrupperne:

  • Det er et gratis og frivilligt tilbud, som man kun deltager i, hvis man har lyst.
  • Børnegrupperne mødes 8 gange på skolen.
  • Møderne i samtalegrupperne foregår i skoletiden.
  • Hvert møde i samtalegruppen varer ca. ½ time.
  • Tilbuddet om deltagelse i en samtalegruppe henvender sig til alle børn med skilte forældre, uanset om skilsmissen er aktuel eller ligger flere år tilbage.

I kan læse mere om børnegrupper via dette link: https://www.familieudvikling.dk/skilsmisse/boernegrupper/gode-raad-til-foraeldre/

Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte Lisbeth Skovlykke Bygvraa, pædagog, som er uddannet børnegruppeleder på Hejnsvig Skole, via Aula, eller skoleleder Steen Møller.